Author: Irina Meskovic

fornægt

det kan umuligt være jeres alvor at jeg skal tro på en dødbringende virus ja jeg er stadig i fornægt og alle andre er neurotikere typisk dansk og typisk mennesker det er en forskruet fantasi der hævder at det gælder om at slå virussen ihjel før den slår os ihjel for man kan ikke vinde over døden og alligevel prøver…

sidste omgang

på et splitsekund  fik myndighederne omformet alle  spørgsmålstegn  så de ligner dolke og samfundet er tvunget i knæ lad os lege gemmeleg og voldtage udtrykket solidaritet sønder og sammen det er godt gjort for jeg forstår ingenting i hvert fald ikke alvoren helt endnu indtil de lukker det værtshus jeg sidder på så skal jeg nok gå hjem og forstå…

den dag jorden sagde fra

natur betyder fødsel mens verden betyder menneskealder og efter megen overvejelse og tålmodighed besluttede jorden den grå planet  sig endeligt for at sige fra hjemsted for omtrent syv og en halv milliard jordboere som kaldte deres hjem for menneskealder og slog ting ihjel før de blev født og selvom jordboerne er dumme var de kloge nok til at bekæmpe pest…

et tal

det mest privilegerede man som menneske kan foretage sig er kedsomhed og det er forresten løgn at intelligente mennesker aldrig keder sig for mit højre ben danser stepdans og har gjort det i en uge men måske er jeg faktisk dum for jeg kan ikke sige mig fri for brok og sukken og tungsind over at sidde i en seng…

lille danmark

vogt dig lille danmark  du er inficeret med autoritetstro og parlamentarisme vi finder os i afbødning åbne grænser lukkede grænser kanyler og telefonkøer i andre lande falder de på stribe fordi en forvirret statsmagt  kom til at sparke  til et kaotisk mønster af dominobrikker kædereaktionen smitter og spreder sig men her genner vi bare alle ind i hønsegården  danmark er…

penge er et grimt ord

penge er en herreløs køter der hjemsøger og forfølger mig tørstigt og forstyrret med øjne så store som sydhavsøer sniger den sig ind i min trappeopgang for at sprede sin galskab den hyler efter min opmærksomhed mens jeg låser døren tre gange lægger mig under sengen og holder mig for ørerne jeg er her ikke jeg vil ikke smittes med…

pres og meddelelser

mor blafrer med det fine manuskript diplomatiets teater udspiller sig medvirkende stramme ansigtsudtryk og uniformer for sådan iværksætter man gruppepres vi bliver ikke snydt heller ej holdt for nar vi bliver vugget og ammet og lullet og talt ned til pres og meddelelser i en uendelighed   -frida sigurth

søvnfordrukken

jeg vågner klokken ti efter elleve timers søvn og en stribe mareridt om hosteanfald og hospitalssenge som om min underbevidsthed fortæller mig at jeg skal blive liggende i sengen det kan den sagtens sige den er altid vågen mens jeg sover længere og længere for at undgå overflødige timer til minde om at jeg ingenting skal jeg ingenting kan jeg…

afstandsberøring

jeg stimuleres ikke af luftkrammere telefonopkald fjernarbejde venlige nik med tre meters mellemrum afstandsberøring men bare rolig fru minister jeg har ikke tænkt mig at trodse dig for det er i min store interesse at det her overstås hurtigst muligt så jeg igen må gramse på alle dem jeg holder af og et par fremmede på en danseklub når natten…

afmagt

afmagt er en orange masse der klæbrigt og klistret men alligevel blødt omsvøber mig  som en appelsinfarvet puppe af slim og stilstand  herinde kan jeg hverken se eller høre  jer og det der tager pusten fra mig det der skubber til mig for at vælte mig det der sparker til mig når jeg er faldet det der slikker mig på…